Norman Gyldenberg går på pension efter 35 år på biblioteket, som er gået fra stempelkort over fremsynede edb-forsøg til lånernes eget kultursted.
Norman Gyldenberg går på pension efter 35 år på biblioteket, som er gået fra stempelkort over fremsynede edb-forsøg til lånernes eget kultursted.
Nina Møller
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Udvikling: Norman kæmpede to år for edb på biblioteket

Vicebibliotekschefen takker af efter 35 år

I 1983 til 1985 arbejdede vicebibliotekschef Norman Gyldenberg på at 'få lov til' af personalet at lave et forsøg med edb: en søgeterminal, hvorfra man kunne søge i store bogbestande i én søgeadgang - i stedet for at søge materialer i fysiske årskataloger.

“Det tog to år at overtale personalet til at lave det forsøg med edb eller “ny teknologi”, som vi kaldte det. Det var en kamp,” fortæller han.

Det skal forstås ud fra en virkelighed, hvor man i 1982 stadig stemplede dato på sedler bag i bøgerne i filialerne. Personalet led af it-forskrækkelse og var bange for at blive overflødige. Der er nok af anekdoter at fortælle i seniorklubben for tidligere ansatte ved Varde Bibliotek. Ikke kun om man skulle erstatte kortkartotekerne. Også om at man skulle udlåne musik.

Nu går Norman Gyldenberg på pension efter 35 år på biblioteket i Varde i et job, hvor han konstant har skuet fremad.

"”Problemet” er, at jeg er proaktiv, så jeg syntes ikke, der var sket så meget, indtil jeg fik reflekteret over de 35 år. Jeg er en tilhænger af den lærende organisation og har motiveret medarbejderne ved at se mulighederne og selv være med i processen, så jeg kan se, udfordringerne og selv prøver på egen krop.

Hvis ikke biblioteket følger med udviklingen og er i front, så er der andre, der gør det, og så mister vi vores berettigelse,” siger han.

Et af hans yndlingseksempler på, hvad der kan ske, hvis biblioteket ikke følger med, er musiktjenesterne. Der blev man løbet over ende af tjenester som Spotify, som var langt mere brugervenlige.

Med nyt følger ofte skepsis. Også succesen Åbent Bibliotek har mødt den, for kunne brugerne mon opføre sig ordentligt?

“Men folk føler, det er deres, og de reagerer, hvis lyset brænder efter klokken 22, eller hvis døren ikke vil lukke,” fortæller han.

Han har set biblioteket udvikle sig fra et sted, hvor personalet sad bag skranker og ventede på, at lånerne skulle komme, til et sted, som er brugernes eget.

“Man skulle passere Bibliotekaren, der tyssede på folk, og spørge allernådigst om lov til alt. I dag er biblioteket vores allesammens sted, som vi demokratisk bruger og må fylde med hvad vi har lyst til, så længe vi opfører os ordentligt i rammerne. Der er mange løse grupper tilknyttet,” fortæller han.

En del af den nye indretning viser netop, at biblioteket er som dit andet hjem. Du må fylde rammerne ud. Der er en græsrodsagtig medborgerhustanke over nutidens bibliotek.

“Før stod materialerne på de gode pladser ved vinduet. Nu har brugerne dem,” siger Norman, som har været med til en revolution på de 35 år: Om 35 år tror han, biblioteket vil være stedet uden fysiske materialer, men hvor man mødes fysisk.

“Materialerne kan man sikkert få ind via en chip, så biblioteket vil opfylde behovet for at mødes om oplevelser med andre, i et virtuelt og gennemdigitaliseret liv,” spår han.

Publiceret: 04. April 2017 11:45
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Varde

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere