Regeringen vil gøre det nemmere at købe sommerhus. Det glæder indehaver af danbolig Varde og Henne Strand, Klaus T Thomsen.
Regeringen vil gøre det nemmere at købe sommerhus. Det glæder indehaver af danbolig Varde og Henne Strand, Klaus T Thomsen.
danbolig
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Sommerhus: Det skal være lettere at købe sommerhus

Et forslag fra regeringen vil gøre det mere attraktivt at investere i et sommerhus

I fremtiden skal endnu flere danskere have mulighed for at købe sommerhus. Det viser et forslag fra regeringen, som vil gøre det mere attraktivt at investere i et sommerhus. Ifølge forslaget skal det være muligt at belåne et sommerhus med op til 75 procent realkreditlån mod kun 60 procent i dag.

”Hvis regeringen får gennemført forslaget, vil vi efter alt at dømme få flere potentielle købere til de små fritidsperler, som vi får til salg i sommerhusområdet. Det er meget positivt for både købere og sælgere,” siger Klaus T. Thomsen, der er indehaver af danbolig Varde og danbolig Henne Strand.

I Vestjylland skal man have 970.000 kroner op af lommen for at blive ejer af et gennemsnitligt sommerhus på 80 kvadratmeter. Her kan en ændring af belåningsgraden til 75 procent af husets værdi betyde, at den månedlige ydelse falder fra 4.470 kroner til 3.330 kroner.

Det viser beregninger lavet af boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra Nordea Kredit, som har taget udgangspunkt i et sommerhus belånt med et 30-årigt fastforrentet realkreditlån uden afdrag, et 10-årigt banklån og den lovpligtige udbetaling på 5 procent.

Sommerhusmarkedet får rygvind

Som reglerne er i dag, vil købere uden friværdi i egen helårsbolig skulle finansiere et realkreditlån på 60 procent, et banklån på 35 procent og en udbetaling på de sidste 5 procent. Banklånet gør sommerhuskøbet dyrt, da renten på banklån normalt er højere end renten på realkreditlån.

Hvis regeringen får deres forslag igennem, behøver det dyrere banklån som udgangspunkt ikke at udgøre mere end 20 procent. Det kan mindske de samlede udgifter ved at eje sommerhuset, og det vil gøre det billigere og derved lettere for mange potentielle købere at komme ind på markedet.

”Hvis de nye regler bliver vedtaget, vil det øge efterspørgslen på sommerhuse og skabe et mere aktivt sommerhusmarked. Det er en god nyhed, da sommerhusmarkedet godt kunne bruge lidt ekstra rygvind mange steder i landet,” siger boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra Nordea Kredit.

”Der er en bred interesse for sommerhuse, men hvor de modne købere ofte har haft tid til at spare op og skabe friværdi i deres helårsbolig, har børnefamilier typisk ikke haft luft nok i økonomien. Det får de i højere grad nu, og der ligger mange skønne sommerhuse og venter på dem,” siger Klaus T. Thomsen fra danbolig.

Mere liv i sommerhusmarkedet

Regeringens nye forslag får følgeskab af et forslag om at forhøje det skattefri bundfradrag for udlejning af sommerhuse og helårsboliger. Det betyder, at sommerhusejere ikke kun har udsigt til en lavere finansieringsydelse, men også til at kunne tjene lidt ekstra ved at leje det ud.

Derudover vil regeringen undersøge muligheden for, at udlændinge kan købe sommerhuse i udvalgte områder. Som reglerne er i dag, må udlændinge som udgangspunkt ikke købe sommerhuse i Danmark. Det forklarer Lise Nytoft Bergmann:

”Forslaget indeholder positive elementer for både købere og sælgere. Det er endnu ikke vedtaget, men det bliver spændende at se, hvordan det kommer til at påvirke markedet, hvis det sker, og overordnet set forventer vi, at det vil få sommerhuspriserne til at stige.”

Publiceret: 16. Marts 2017 09:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Varde

Annonce
Fik du læst
Annonce
ANNONCER
Se flere