Foto: Jan Kanut Korsgaard
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

SMUKT: Energy forsvarede mesterskabet og vandt finaleserien i fem kampe

Esbjerg Energy formåede, hvad intet esbjergensisk mandskab tidligere har præsteret.

At forsvare et dansk ishockeymesterskab i landets bedste række. Det skete påskedag i Granly Hockey Arena, hvor der måtte spilles mere end 85 minutters ishockey, før Jared Knight afgjorde den femte finale og serien mod Gentofte med sin scoring til 4-3.

"Det er stort. Det er svært umiddelbart at sætte alt for mange ord på det kort efter sejren, men jeg mener, at mesterskabet er fuldt fortjent. At besejre SønderjyskE og eliminere Frederikshavn for at spille en fantastisk serie mod Gentofte, som først bliver afgjort i kamp fems femte periode er fantastisk," vurderede cheftræner Mark Pederson fra Esbjerg Energy efter kampen.

"En fantastisk præstation af spillerne, af folkene bag holdet, af organisationen og ikke mindst af vore trofaste fans. Det er et sand holdarbejde, som har bragt os så vidt," roste den 49-årige canadier, som sikrede sig sin anden danske guldhjelm som tegn på et dansk mesterskab.

Esbjerg Energy måtte ud i seks kampe for at sende et stærkt sønderjysk mandskab på sommerferie efter kvartfinalerne og afgjorde først semifinaleserien mod Frederikshavn 42 sekunder før tid i den syvende og altafgørende kamp.

De fem finalekampe mod Gentofte blev alle afgjort med et enkelt mål bortset fra kamp 4, hvor Ryan Martindale var arkitekt til Jordan Knackstedts scoring i tomt mål i kampens sidste minut. Og igen i kamp 5 var Martindale arkitekten bag det afgørende mål:

"Alle var ved at være trætte, men vi traf et rigtigt valg. Jared Knight erobrede pucken. Jeg førte pucken op og fandt Kodie Curran. Kodie lagde en drømmepasning til Jared ved den fjerneste stolpe. Jared er en rigtigt fighter og lagde den ind. Og tro mig. Vi kunne ikke være lykkeligere," fortalte Ryan Martindale med medaljen om halsen.

"Den scoring betød alt for os. Mesterskabet var vort mål fra sæsonstarten. Vi har haft både op- og nedture, men det var det hele værd til slut. Modgangen tidligt på sæsonen hjalp os i den sidste ende. Resultatet er godt for os alle og godt for byen," fortsatte en stolt Ryan Martindale.

Og byen ydede Energy-spillerne en fantastisk support ikke mindst til den afgørende femte kamp, hvor mere 4100 tilskuere var på plads i Granly Hockey Arena.

"Det er stort. Det er kæmpestort for os. Det betyder noget for Esbjerg by, at vi kan samle så mange mennesker og holde så god en fest. Og med udsigten til en ny hal, ser tingene positive ud i øjeblikket," supplerede direktør Peder S. Krogsgaard fra Esbjerg Energy.

Energy-backen Kodie Curran og kaptajn Brock Nixon blev begge udtaget til årets All Star-hold i Metal Ligaen.

Publiceret: 18. April 2017 14:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Varde

Annonce
ANNONCER
Se flere