Skolepenge Østre Skole i Esbjerg.
Skolepenge Østre Skole i Esbjerg.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Møntauktion med guld, sølv og mange sjældenheder

Der ventes mange bydere udefra, når Esbjerg Møntsamlerforening kalder til storauktion i Fritidshuset søndag den 23. april. Her har alle også mulighed for at få vurderet mønter eller sedler, som de har arvet efter en slægtning.

Med næsten 350 lots i opråb er der masser at byde på for numismatikerne, når Esbjerg Møntsamlerforening kalder til den årlige storauktion i Fritidshuset i Kirkegade 51-53. Auktionen holdes den 23. april af to omgange, fra klokken 11 og fra kl. 14.

"Vi har fået indleveret en del både nyere og ældre guld- og sølvmønter af meget høj kvalitet. Det er fortrinsvis danske mønter, og jeg kan blandt andet fremhæve adskillige flotte guldkuranter og  speciedalere. Blandt sjældenhederne har vi blandt andet en 2 mark fra 1662, hvor Danmark og Norge var ét rige samt en søsling fra 1524 under Frederik I," fortæller foreningens formand, Richard Hansen i en pressemeddelelse.

Søslinge anvendte man også i Slesvig-Holsten i 16-1700 tallet, da området var under dansk besiddelse. Desuden rummer kataloget også mønter fra andre tidligere danske besiddelser, Dansk Vestindiske Øer og Trankebar. Fra Grønland er der endvidere et sæt prøvemønter fra 2010, altså mønter der kun ses meget sjældent i folks samlinger. 

"Vi ved, at der kommer en del samlere udefra for at byde, og blandt møntsamlerne her i området vil der også være interesse for de sedler og årgangsmønter, som er på auktion, blandt andet en 10 øre fra 1888. Den vil der givetvis være rift om. USA har også fat i en del møntsamlere, og til dem er der også mange gode ting at komme efter," siger Richard Hansen. 

Endelig er der opråb af plomber, emblemer, medaljer, frimærkepenge og spillemærker, blandt andet en ret sjælden 8 skilling-spillemønt fra 1864, som blev brugt hos Thalia og Olympen i København samt flere lokale bidrag.

Skolepenge fra Østre Skole

Det drejer sig om rabatmønter i form af en 10 øre og en 1-krone fra Esbjerg Kreditbank samt skolepenge, der blev anvendt på Østre Skole i Esbjerg i efterkrigsårene. Skolepenge er en slags Matador-penge, som man brugte til undervisningsformål i gamle dage. 

Esbjerg Møntsamlerforening har inviteret flere naboklubber og Facebook-grupper til at deltage i auktionen den 23. april, men der er også plads til alle dem, der ikke nødvendigvis samler mønter, men gerne vil have besked om eller en vurdering af en eller flere gamle mønter, som de måske har fundet på loftet eller arvet efter en slægtning.

"De fleste vil vi være i stand til at vurdere på stedet, men hvis man for eksempel vil have vurderet en hel møntsamling, aftaler vi et tidspunkt for dette," siger Richard Hansen.

Publiceret: 18. April 2017 13:15
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Varde

Annonce
ANNONCER
Se flere