Brigitte Bendtsen er i gang med at klippe Frank fra autohjælpen, som hun har gjort hver femte uge i over 25 år.
Brigitte Bendtsen er i gang med at klippe Frank fra autohjælpen, som hun har gjort hver femte uge i over 25 år.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Frisørsnak: Hos frisøren ved man hvad der rører sig

Snakken går hos frisøren. Her ved man, hvad der optager folk i byen - og autohjælpen har også fingeren på pulsen

Kald det sladder. Kald det talk of town. Hvor hører man, hvad der rører sig i Varde? Hos frisøren, selvfølgelig. Og Lokalavisen bringer gerne lidt sladder videre. Derfor gik vi ind til et par af byens frisører for at spørge, hvad der optager folk i Varde lige nu.

Frisør Mette Bruun i Vestergade er ved at lægge sidste hånd på sin kunde Ernas frisure.

“Vi snakker om, at vi har så flot et torv, men det bliver ikke brugt nok. Der kunne godt kunne være mere liv. Når man går tur en sommeraften, kan man ikke engang få en is. Man kunne lave et grillhus med alt muligt efter årstiden. Der kunne også være et legehjørne med en sandkasse til børnene, og en ung far kunne få sig en specialøl imens. A la det, de har i Henne, hvor der er et udemiljø. Måske kunne nogle af dem, der arbejder i pølseboden, slæbe legetøj til. Det kunne der da bruges mange hænder til,” tænker Mette.

Gang i hjulene i byen

Mette Bruun synes ellers, at det virker som om, der er ved at komme mere gang i butikkerne i midtbyen.

“Jeg håber også, de unge vil støtte og handle i butikkerne og ikke kun på nettet,” siger hun.

“Ja, det er ikke nemt at være detailhandler i dag,” kommenterer hendes kunde Erna, som er gammel Varde-pige.

Apropos liv i butikkerne drejer snakken nu ind på helsebutikken, som åbnede i maj.

“Det er dejlig at se, der er liv og lys derinde om morgenen - ved halv ni-tiden, har jeg lagt mærke til. De har nok nogle behandlinger på det tidspunkt,” gætter Mette.

Hos salonen Afrodite på Fogtmanns Plads er frisør Birgitte Bendtsen i gang med at klippe en kunde.

Forhåbentlig vil de unge også handle i de fysiske butikker, håber både frisør Mette Bruun og hendes kunde Erna.
Forhåbentlig vil de unge også handle i de fysiske butikker, håber både frisør Mette Bruun og hendes kunde Erna.

Fingeren på pulsen

“Folk har snakket om, at der ikke var nok boder på Torvet i december. Der manglede noget jul. Men ellers snakker vi også om, at det er lige så rart at få julepynten ned nu som det var at få den op. Ellers synes jeg, det store samtaleemne har været pølseboden på torvet. Det er fedt, at det er Samstyrken, der står for den. Det er fantastisk, at de udviklingshæmmede har et stykke arbejde at gå op i,” synes Birgitte.

Hendes kunde, Frank fra Autohjælpen, fortæller, at han er blevet klippet hos Birgitte i over 25 år. Hos autohjælpen ved man også, hvad der rører sig i Varde.

“Vi plejer at vide, hvis der er sket noget. Mange siger, de ikke kan se, der er vækst, men hvis de åbner øjnene, tror jeg godt, de kan. Vi kan se det, fordi vi har mere travlt. Folk kører mere. Normalt kører vi måske 10 ture om dagen. Nu kører vi 15-18 ture. Folk er ude at kigge på hus og på sommerhus, ude for at købe tøj eller mobiltelefoner. Det er tegn på, at krisen er ovre,” konkluderer han og fortæller:.

“I går var jeg ude at køre med nogen, som lige havde købt ny bil, og de havde fået seks forskellige finansieringstilbud. Det ville man ikke have fået for to år siden,” siger Frank og tager en slurk kakao.

Frisuren er ved at sidde, og Frank erklærer - apropos pølsesnakken for lidt siden, at han også er begejstret for Samstyrkens pølsebod:

“Jeg elsker at komme ud og få en pølse, og de er rigtig gode.”

Publiceret: 11. Januar 2017 10:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Varde

ANNONCER
Se flere